Digital Start er en begynderguide og et undervisningsmateriale, som skal styrke de 15-18-åriges kendskab til digitale tjenester fra det offentlige. Vi anbefaler, at materialet bruges i undervisningen i 8.-9. klasse eller på ungdomsuddannelser. Er du underviser, kan du læse mere i vejledningen her .
Digitalt medborgerskab
Digital Start afvikles med fordel som klasseundervisning i fx dansk, samfundsfag eller informatik, men materialet er ikke fagspecifikt og kan derfor anvendes på tværs af fag og uddannelsesinstitutioner. Eleverne bliver klædt på til at interagere med det offentlige digitalt, og dermed kommer de ét skridt nærmere at blive selvstændige digitale medborgere.
Udbytte ved undervisningsforløbet:
at skabe relevans for de unge gennem virkelighedsnære problematikker, fx i forbindelse med fritidsjob, optagelse på ny uddannelse eller aktivering af MitID for første gang.
at give eleverne ny viden på en engagerende måde, gennem quiz og med løbende feedback.
at udstyre eleverne med større selvstændighed og selvsikkerhed, så de fremadrettet kan begå som digitale borgere.
Projektpartnere
Digital Start er udviklet af Center for Digital Dannelse og Digitaliseringsstyrelsen i sommeren 2019 og opdateret i december 2022.
Digital Start er et undervisningsmateriale, som skal styrke de 15-18-åriges kendskab til digitale tjenester fra det offentlige. Materialet kræver ikke forudgående viden om emnet og kan fungere som enkeltstående forløb eller indgå i den undervisning, du allerede har planlagt om digitalt borgerskab eller lignende emner.
Forløbet er delt op i en online quiz, som sætter særligt fokus på MitID, Digital Post og borger.dk. Eleverne svarer individuelt og skal undervejs i quizzen udfylde et arbejdsark. Denne første del kan afvikles på ca. 30-45 minutter, men du kan også supplere med en eller to efterfølgende opgaver, se punkt 3.
Eleverne skal bruge en computer eller tablet for at kunne tilgå quizzen på digitalstart.dk. Siden fungerer også på smartphones, men vi anbefaler at bruge en større skærm. Sørg desuden for, at alle elever har adgang til arbejdsarket. Du kan enten printe det eller hente et redigerbart dokument, som du sender til eleverne inden undervisningen.
Print arbejdsark Hent redigerbar versionUddel arbejdsarkene og bed eleverne gå til digitalstart.dk. Fortæl eleverne, at quizzen handler om de mange muligheder, der findes med digitale løsninger fra det offentlige. Fra man fylder 15 år, har man nemlig selv ansvaret for at være en digital borger, og derfor skal man bl.a. vide, hvordan man finder sin Digital Post og bruger MitID. Eleverne quizzer kun imod sig selv og kan ikke se de andres resultat bagefter. De starter forløbet ved at trykke på Start-knappen. Det er tydeligt angivet undervejs i forløbet, hvornår og hvilke dele af arbejdsarket eleverne skal udfylde.
Når eleverne har været igennem det digitale forløb, kan de se deres eget resultat. Resultatet vises som en score indenfor hver af de tre fokusområder: MitID, Digital Post og borger.dk. Derudover kan de se deres egne besvarelser på alle spørgsmål ved at klikke på fanen "Dine svar" i menuen til venstre. Eleverne har desuden mulighed for at gemme deres eget resultat fra quizzen ved at kopiere resultatsidens url, altså linket øverst i browseren. Når alle elever har været igennem quizzen og har udfyldt arbejdsarket, kan du desuden samle op i plenum ved at gennemgå hele eller dele af arbejdsarket og spørge ind til deres resultat i quizzen.
Vi anbefaler, at du afsætter ekstra tid, så I kan arbejde videre med en eller begge afsluttende øvelser, når eleverne har taget quizzen. Øvelserne vises også under elevens eget resultat. Den ene øvelse er en gruppeøvelse, og den anden løses individuelt. Sidstnævnte kan også fungere som hjemmearbejde, og det samme gælder for dele af gruppeøvelsen. Øvelserne kan afvikles på henholdsvis 1,5 og 2 timer og har til formål at skabe refleksion hos eleverne samt at træne deres digitale kompetencer gennem bl.a. research og videoproduktion.
Fra resultatsiden kan eleverne desuden tilgå en række nyttige links, som leder dem i retning af nogle af de mest gængse digitale værktøjer fra det offentlige. De kan også finde en række spørgsmål og svar, der fungerer som facitliste for quizzen. Her kan eleverne få svar på de spørgsmål, de ikke på forhånd kendte, eller de kan genopfriske vigtige pointer, som de måske havde glemt.
De to sider findes i menuen til venstre, når man står på sin egen resultatside. Både siden med nyttige links og siden med spørgsmål og svar kan tages i brug som hjælperedskaber til den afsluttende øvelse. Eleverne kan til enhver tid tilgå redskaberne ved at klikke på “Spring testen over”-knappen på forsiden.